Rhonda Harris

Der er en tendens til at alt, hvad Nikolaj Nørlund rører ved, hvad enten det er som producer, pladeselskabsmand, solokunstner eller i front for et band bliver til om ikke det pureste guld så i hvert fald garanteret vellykket. Og således også denne gang. Alright, det har unægtelig været svært lave at lort i den. For Nørlund og hans Rhonda Harris fortolker her sange af semi-legenden Townes Van Zandt, der over tre årtier til sin død i 1997 var en af de mest respekterede, om end ikke just overeksponerede country og folk-sangere.

Ti sange har Nørlund håndplukket fra Van Zandts katalog. Og originalerne er alle som én små perler skabt af en stor, besnærende fortæller. Heldigvis har Nørlund, godt backet op af sit velspillende og troværdige band, formatet til som fortolker at tage udfordringen og traditionen på sine skuldre. ‘Tecumseh Valley’, om small town-pigen, der fuld af livsmod drager ud i verden, men ender som luder i rendestenen og ‘Two Girls’, pladens melodiske højdepunkt, står umådelig stærkt i Rhonda Harris’ udtryk.

Van Zandt-fans vil måske modtage albummet med et træk på skuldrene. For andre er det muligt at nyde det på flere niveauer. Som en række fine sange man kan vandre lige ind fra gaden og nyde i fulde drag. Og ikke mindst som et stykke pioner-arbejde fra Nørlund, der smukt minder om Van Zandts mægtige talent og om, at fortiden i hvert fald i musikverdenen ikke så sjældent er mere vedkommende end nutiden.

Rhonda Harris. 'Tell the World We Tried - The Songs of Townes Van Zandt'. Album. Auditorium/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af