Aarhus Took It 2006: Ghostface – bleg optræden af genfærdet

Normalt skal man lige bruge en dag på at komme i gang. Det gælder for holdene til VM i fodbold. Det gælder for cykelrytterne til Tour De France. Og det gælder åbenbart også for de optrædende til en hiphop-festival. I hvert fald kom Aarhus Took It særdeles vaklende fra start på en førstedag hvor festivalens absolutte hovednavn, Ghostface, skuffede i en sådan grad, at man ligefrem påskønnede, at det var en engangsforestilling.

Da den indledende benovelse over New York-rapperens ankomst først havde fortaget sig, blev den hurtigt afløst af en skepsis og hovedrysten, som varede ved gennem hele den timelange koncert. Ghostface indtog scenen på Train i Århus iført en hvid, badekåbelignende træningsdragt. Flankeret af sit medbragte slæng Theodore Unit, som forinden havde stået for en imponerende pinefuld opvarmning.

Ghostface havde også medbragt den arrogance, som han er kendt og berygtet for. Det resulterede både i krav om fotoforbud, opskruet (dårlig) lyd og lav scenebelysning – faktisk foregik dele af koncerten i mørke. Bedre blev det ikke af, at hans levering var både usammenhængende, slap og selvfed. »Han er jo bare en skrigehals med for meget selvtillid«, som min sidemand så ganske rammende beskrev det.

Nye numre som den energiske ‘The Champ’ og den tørt klingende ‘Be Easy’ gav sammen med klassikere som ‘Ice Cream’ og ‘Glaciers of Ice’ sporadiske lyspunkter i mørket. Men som så mange andre numre, blev de rundet af før klimaks, eller scenen blev overladt til en af de talentløse venner. Der var ganske enkelt for lidt indhold. Og for lidt Ghostface, som vi kender ham. Det var en af mange grunde til, at det blev en bleg oplevelse på grænsen til det ligblege. Der hvor ordet skandale var tæt på at komme i brug.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af