Cale Parks

Utroligt nok har trommeslageren Cale Parks, der er medlem af gruppen Aloha og også har turneret og arbejdet med blandt andre Cex og Joan of Arc, haft tid til overs til at lave et soloalbum. Og når man hører resultatet, undrer det ikke, at han har haft behov for at kreere på egen hånd.

Ud af anstrengelserne er der nemlig kommet et meget personligt album, hvor alt, udover Kylie Parks’ vokal på ‘This Garden is a Maze’, er skrevet, spillet, sunget og produceret af ham selv. Mange af numrene, ikke mindst den smukke åbner, ‘Pretty Boring’, kunne, hvis man ikke vidste bedre, have været tidlige Sigur Rós-demoer. Den indadvendte stemning går nemlig, især på første halvdel af albummet, igen, mens de helt storladne eksplosive passager er undladt i Parks’ DIY-univers.

Det betyder ikke, at albummet er dårligt produceret, blot at Parks’ personlighed får plads til at skinne igennem. Således føler man, at man næsten kender Parks, når albummet er spillet færdigt, så ærligt et album, har han kreeret.

Cale Parks. 'Illuminated Manuscript'. Album. Polyvinyl/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af