Squarepusher

Firkantsælgeren har levet hele sit musikliv på grænsen til det uspillelige. For tiende gang har han igen tilbragt megen tid med sig selv, men er genfødt med nyfunden varme på ‘Hello Everything’. Ud fra inspirationerne future jazz, electronica og drum’n’bass prøver han at samle hele verden i sin favn, mens et gesamtkunstwerk-projekt for de det fleste bliver overambitiøst, er Squarepushers univers med egne ord, helt ydmygt: »Everything by Tom Jenkinson«.

Coverets 3×3 fotomatrix i forårsfarver taler for sig selv. Før var sort/hvide eller blå/grønne grafiske indpakninger en dårlig vane. Nu er det ligeså kulørt som Notting Hill Carnival med Jenkinsons hænder afbilledet i spillelystne positurer. ‘Theme From Sprite’ er lige-ud-af-landevejen jazzjinglevendinger indlagt autodidaktiske skævheder, efterfulgt af hyggeklange på ‘Bubble Life’. Et sjældent syn fra Jenkinson, der er udpræget DIY musiker med instruktionsmanualen og efterligningstrangen smidt ud som det første.

Favoritinstrumentet, den seksstrengede basguitar, betjenes af turboladede fingersætninger. Her tre på stribe: ‘Plotinus’, ‘Welcome To Europe’ og ‘Rotate Electrolyte’ sætter ild i jungletrommerne med syrefunkbas og koffeinkramper i frie forløb, uden videre pejlemærker. De beviser, at genremæssig klatmaling også har en berettigelse, hvis man blot har noget på hjerte. Albummet slutter sig på fin vis til hans eksperimentrække, men er ikke den dybe tallerken om igen. Så selvom udsagn sjældent vinder større sandhed ved at blive gentaget til hudløshed, er Squarepushers altid variede sprogbrug – bare tag sinustonerne fra ‘Vacuum Garden’, der lander og stiger som fly – igen genstand for nye oplevelser.

Squarepusher. 'Hello Everything'. Album. Warp/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af