Strip Music
Keyboardet har for alvor fået sin revival i disse år og er i dag en naturlig del af ethvert ungt, smart rockband med respekt for sig selv. Svenske Strip Music, der er klar med deres andet album, er ingen undtagelse, når de sparker ti poppede eskapader ud af højtaleren.
Den musikalske inspiration er hentet et sted i 80’erne, hvor store armbevægelser, stærke følelser og designede lydflader var tidens trend. Men i modsætning til mange af vor tids ligesindede bands, som The Killers og The Bravery, har de valgt at hænge sig fast i en mere smertefuld og drømmende udgave, hvor desperationen og frustrationerne ingen ende vil tage. Hvor mange af de andre bands har formået at skrive iørefaldende og stærke hits, falder Strip Music igennem.
Pladen lægger ellers flot ud med tre stærke numre. Det hjerteskærende titelnummer, hvor trommerne banker derud af med rumklangen skruet helt i bund. Pladens eneste rockede nummer ‘Headlights’ med et smittende og radiovenligt omkvæd og Arcade Fire-klonen tilsat keyboard, ‘This Morning’.
Desværre svækkes kvaliteten jævnt herfra og numrene bliver mere og mere ligegyldige og lyder til tider som et glemt bidrag fra det svenske melodi grand prix en gang i 80’erne. Pladen lukker med balladen ‘Lucy’, der lægger så tæt op af The Cure, at et sagsanlæg burde være på sin plads.