Gwen Stefani

Nu gik man lige og var så glad. For nogle år siden fik vi nogle kvindelige popstjerner, der kunne krydre al den bare hud med, forstå mig ret, en ordentlig gang nosser. Pinups som Beyoncé, Kelis og Gwen Stefani viste, at kvinder med styrke og talent godt kan kombinere original popmusik med et moderigtigt miniskirt.

Men ak. Det skulle være så godt, og så blev det faktisk skidt. Den ene ligegyldige plade har afløst den anden, og desværre må man konstatere, at tendensens største håb, Gwen Stefani, også står i stampe med sin nye udgivelse ‘The Sweet Escape’.

Fra første strofe går det galt. Jodlen og ‘Sound of Music’-samples fyger én om ørene på førstesinglen ‘Wind It Up’, der er signeret af hitfabrikken Neptunes med Pharrell i front.

Her viser de istedet, at deres ellers så populære opskrift på pop-avantgardisme à la bongo-minimalisme for alvor kan komme til kort. Der skal så lidt til, før pophuset falder sammen. Hatten af for forsøget, men det virker pludseligt umotiveret søgt med de skæve krumspring for at forny popformlen.

Neptunes står for fem af de tolv skæringer på pladen, der i øvrigt kan fremvise en imponerende stjerneliste af producere- og sangskrivere. Bedst er bidraget fra Keanes kapelmester, Tim Rice-Oxley. Resten er alt mellem ok, ligegyldigt og skandaløst.

Problemet er, at der generelt mangler dømmekraft på ‘The Sweet Escape’. F.eks. burde nogen på et tidspunkt i processen have sagt, 1) »Nej Gwen, du skal ikke jodle«, 2) »Tag dig sammen, Pharrell« og 3) »Nej Gwen, din ekskæreste fra No Doubt skal ikke skrive tre numre til pladen. De lyder som en blanding af et 90’er-boybands b-sider og MGP«.

Resultatet er en plade med masser af fyld og få egentlige højdepunkter. Vi putter håbet i lommen og sætter vores lid til, at den talentfulde popstjerne kan indfri forventningerne næste gang.