To Rococo Rot

Som en fløjlsblød variant af Kraftwerk i postrock-humør udfolder To Rococo Rot deres cykliske kompositioner som langstrakte elektroniske modeller, der bygges og formes undervejs, snarere end som egentlige musikalske kompositioner, der blot udfylder et tidsrum.

Som sådan er det ikke overvældende, hvad der er sket fra de tre grundige tyskere Stefan Schneider, Robert Lippok og Ronald Lippoks første udgivelse i 1996, over det mesterlige ‘The Amateur View’-album fra 1999 til det seneste, ‘Hotel Morgen’, i 2004. Og det giver da også god mening, at de, frem for at fortælle den samme historie igen fra start til slut, har valgt at blande numrene på deres opsamling af vinyl-udgivelser fra samme periode fra Fat Cat, Sub Pop, Domino og City Slang. Frem for at afspejle udgivelsernes kronologi, afspejler de en stemningsmæssig udvikling, og giver dermed god plads til at udforske deres formåen.

Trioens eminente fornemmelse for at blande elektroniske og akustiske elementer når højdepunktet med nummeret ‘Telema’, der udkom som en forløber til ‘The Amateur View’. Og det er lidt ærgerligt, at den popglans, der pryder det nummer, ikke er repræsenteret med et track eller to til. For det er i deres mere lyse og lystige figurer, at man for alvor fascineres. Det rører dog ikke ved, at den veldisponerede opsamling fint illustrerer, hvordan et band kan arbejde mere med ideer og modeller igennem karrieren, end fokusere på omgivelsernes udsving, og stadigvæk konstant formå at udvikle sig.

To Rococo Rot. 'Taken from Vinyl'. Album. Staubgold/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af