Brand New
Lys og mørke i forskellige blandinger. Så kort kan det egentlig siges, når det kommer til tredje album fra emo-bandet Brand New. Det samme kan på den anden side også siges om tidsrummet fra solen kravler over horisonten, til den forsvinder ned igen. Og i begge tilfælde er det slet ikke nær nok til at indfange det utal af nuancer, som oplevelsen indebærer.
‘The Devil And God Are Raging Inside Me’ er nemlig et af den slags sjældne album, der på godt og ondt indkapsler lytteren i en fuldt udfoldet verden af indtryk, følelser og sanseoplevelser.
Modsat de efterhånden utallige emo-bands, der benytter sig af et tryk på distortion-pedalen og simple stille/støj-forløb til at skabe intensitet, så skaber Brand New et langt mere sofistikeret udtryk. New Yorker-bandet indarbejder elementer fra den alternative singer/songwriter-tradition og bruger mindre dramatiske, men mere effektive virkemidler til at gribe lytteren om halsen, hjertet og sjælen.
Guitarstøjen doseres i små, præcist tilrettelagte udbrud, mens misklangen, melankolien og mørket i stedet væves ind gennem gennemtænkte arrangementer, smukke melodier, stærke tekster og en æstetisk gennemført produktion.
Lys og mørke i forskellige blandinger. Så simpelt og alligevel så komplekst.