Field Music
Det britiske band Field Music fra Sunderland har efter et stresset og travlt 2006, med diverse turnéer, sideprojekter og lignende alligevel fundet tid til at indspillet deres andet album. Men det er nu som om man godt kan fornemme en vis stressende og fortravlet atmosfærer på de 11 numre.
Sangene stikker i mange forskellige retninger og skifter konstant både rytme og form undervejs. Og det hele er meget organisk, tilbagelænet og cool udført. Det er 70’er-lyden, som vi kender fra bands som ELO, Supertramp og Fleetwood Mac, der går igen, tilsat en anelse Beatles og Beach Boys pg ambitiøst serveret i en art-pop indpakning. Alt sammen meget lækkert, men også en anelse banalt og irriterende.
Bedst fungerer det stramme pop-nummer’Sit Tight’, der bevæger sig fra Madness-inspireret pop over en piano solo og slutter i beatbox, ‘She Can Do What She Wants’, hvor man nærmest kan se forsangeren i trikot for sig, og det groovy åbningsrock-nummer ‘Give It Loose It Take It’, der både er tilsat håndklap og Moog synthesizer.
Som helhed er denne plade for flyvende i sin form. Det er som om den vil for meget og bandet knapt kan følge med. Enkelte steder fungerer det dog, og så er det bare at nyde det, så længe det varer, for inden man ser sig om er bandet nemlig på vej i en hel anden retning.