Idlewild

Det starter så godt. Den støjende guitar på åbningsnummeret ‘In Competition for the Worst Time’ leder tankerne tilbage på Sonic Youth og Pixies, som har været en stor inspirationskilde for Idlewild. Men selvom der er antrit til støj og spændinger, så bliver det interessante overhalet af en halvkedelig post-grunge, inden nummeret er kommet rigtigt i gang. Og åbningsnummeret er symptomatisk for det sjette udspil fra den skotske gruppe, for trods gode momenter er pladen generelt et halvkedeligt bekendtskab.

Bandet fra Edinburgh stod på de første album i slut-90’erne for en relativ simpel punkrock, men den lyd er ændret til en melodisk post-grunge, som ganske vist bygger på de rå Seattle-rødder, men samtidig lider under en radiovenlig stil, familievenlig distortion, simple guitarriff og en forudsigelig vers-omkvæd opbygning. En lyd som desværre er for pæn til at være rigtig interessant, og som er hørt mange gange før. Et par gode skæringer, blandt andet ‘Future Works’, og en folk-lyd redder dog delvist pladen.

Forsanger Roddy Woombles udgav for et halvt år siden et soloalbum med folkmusik, og selvom rockinstrumenteringen med guitar og trommer helt fremme i lydbilledet bibeholdes, tilføres den ordinære rock et folk-inspireret, skotsk pust, som liver affæren en smule op.