Sondre Lerche
Når de fleste kunsterne starter deres karriere, sker det som ofte med megen power og energi. For den 24-årige nordmand Sondre Lerche forholder det sig ganske modsat, netop fordi han først på sit fjerde album har besluttet sig for at tage favntag med – om end en noget mild version af – rockmusikken.
Resultatet er faktisk blevet glimrende, for under den (pop)rockede overflade gemmer der sig stadig hans store styrke, nemlig de flot svungne melodier, som dog også ville gøre sig godt, hvis de blev spillet i mere afdæmpede versioner. Men Sondre Lerche vælger rocken, eller i det mindste poprocken, og flankeret af den engelske producer Tony Hoffer, som blandt andet har produceret for Beck, er der blevet skruet op for den tidsrigtige, pågående og lidt skærende lyd, som ikke har været at finde på nordmandens tidligere album.
Spørgsmålet er, om den norske ungersvend taber eller vinder ved at tilsætte sin musik et kækt skud rock? Og her må svaret være, at Sondre Lerche vinder en flot sejr. Albummet er fyldt med energi og spilleglæde, og man fornemmer, at Lerche føler sig godt tilpas i disse nye musiske omgivelser, så det er en flot debut af en ung mand, der allerede har udgivet tre album.