The Blood Arm
Den amerikanske kvartet The Blood Arm, som i 2005 udgav det selvfinacierede album ‘Bomb Romantics’ har med deres nye udgivelse, der bør anses for at være deres egentlige debutalbum, gode chancer for succes.
For det første har selveste Franz Ferdinand adskillige gange udtalt, at det er et af deres yndlingsbands, og de har også turneret sammen, og for det andet leverer de på dette album en yderst kompetent omgang poprock, der placerer dem i umiddelbar nærhed af den efterhånden noget fortærskede brit-rock genre.
Albummet indeholder masser af direkte og pågående rock, og man (gen)finder den rare og velkendte lyd, hvor aggressive guitarer, pumpebas og rocktrommer med disco-tendenser danner den instrumentelle grundsubstans, men sandelig om The Blood Arm ikke også har tiltusket det ellers næsten glemte klaver en stor plads i musikken, hvilket blot er med til at tilføre det hele endnu mere energi og charme.
Numrene på albummet er ganske varierede og indeholder gode og nemt huskbare melodier, og forsanger Nathaniel Fregoso har den rette stemme og attitude til, at man – næsten – tror ham, når han i nummeret ‘Suspicious Character’ kækt proklamerer: »I like all the girls and all the girls like me«.
Den eneste anke må næsten være, at man hele tiden sidder og tænker på, at forsangerens accent burde have haft en mere engelsk klang frem for det drevne amerikanske udtryk, fordi så havde alle krav til genren været opfyldt. Men på trods af den manglende engelske accent, leverer The Blood Arm virkelig varen på dette album.