Timbuktu
På linje med kunstnere som Promoe og Petter er Timbuktu efterhånden blevet en af nabolandet Sveriges største hiphop-stjerner. Og med god grund, for Timbuktu har altid haft meget at byde på.
Hans største styrke som rapper har altid været den velformulerede hverdagspoesi. På den nye plade forvandler de bedste numre for eksempel personlige dagligdagsoplevelser til livets store spørgsmål på elegant vis. Især på ‘Karmakontot’ og ‘Fantasi’, hvor tilfældige møder med mennesker på gaden bliver til betragtninger over selvbedrag og misbrug. Og som altid hos Timbuktu bliver det leveret med en god portion social bevidsthed og et venligt glimt i øjet.
Allerbedst fungerer de skarpe rim over pladens strømlinede og stramt programmerede beats. Her træder Timbuktus syngende og legende rimstil for alvor i karakter som på de insisterende og ekstremt fængende ‘Låt nr. 92’ og ‘En vecka med’. Den samme rimstil har til gengæld tendens til at drukne lidt på de mere world music-inspirerede og organiske produktioner, som dog uden tvivl vil fungere glimrende live.
Timbuktus personlige udtryk står stærkt på albummet, men efter flere flotte udgivelser i denne stil mangler der lidt fornyelse. Både på pladen hvor flere af numrene lyder lidt for ens og i det hele taget, for Timbuktu står ikke længere helt så alene med den melodiske og reflekterende hiphop.