Anthony Hamilton

Anthony Hamilton er på gaden med sit fjerde album, og i løbet af sin korte karriere har han fået etableret sig som en vaskeægte soulstjerne. For det første er han den nutidige soulsanger, der kommer tættest på at lave den tidløse soulmusik, man kender fra 70’erne. Dernæst er han uden den kommercielle indpakning, der nærmest hærger den moderne soul- og r’n’b-scene, hvor kunstnerne overforbruger deres stemme med alt for mange udgivelse og gæsteoptrædener for diverse rappere. Derimod gemmer Hamilton sit unikke sangtalent til sine egne album.

Det er albummet et enestående bevis på, for selvom det godt nok er en samling af hidtil uudgivet materiale, så er han endnu engang i topform. Teksterne handler hovedsageligt om kærlighed, der kan være et meget klichefyldt emne. Men heldigvis har Hamilton evnen til at overbevise, fordi han fortæller historierne fuldstændig uden skal, og lukker lytteren helt derind under overfladen, hvor det gør allermest ondt.

Det er dog først, når det udføres med hans stemme, kraft og flow, at det for alvor bliver til magi, og denne blanding er simpelthen så enestående, at de fleste nutidige soulsangere ikke vil nå ham til sokkeholderne. Tag bare numre som ‘Why’, ‘Fallin in Love Again’ og ‘Trouble’, der stille og roligt sniger sig ind under huden på én. Desværre har albummet et lidt for iøjefaldende problem, for når man har en stemme til et trettental, så er det ikke nok, at produktionerne kun er til et ottetal.

Anthony Hamilton. 'Southern Comfort'. Album. Merovingian/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af