Anders Ilar

Albummet er opkaldt efter byen Ludvika et godt stykke oppe i Sverige, hvor Anders Ilar voskede op. Titlen refererer til Ilars mentale rejse tilbage til mindet om sin barndoms by, godt hjulpet af gamle båndoptagelser, som han lavede af sin egen stemme og forskellige lyde som en ganske ung gubbe i slutningen af 70’erne.

Men minderne fra den lykkelige barndom får ikke lov til at stå uberørt hen som et kodachrome-fotografi fra en frokost i det grønne. Derimod bliver det varme sollys fra barndommens sommerferie oplevet gennem et kaleidoskopisk drømmefilter, hvor kun enkelte glimt af uskylden får lov til at skinne igennem i en kompleks lydmosaik.

Barndommens båndoptagelser er filtreret til noget nær ukendelighed og pakket godt ind i sommervarme keyboardpads og ekkomaskiner. Musikken har hele tiden en markant puls. Men det er ikke et særligt dansabelt beat, selvom Ilar holder sig fra alt for eksotiske rytmiske strukturer. Derimod er det den pulserende rytme af erindringens tog, der som i et David Lynch’sk mareridt drøner ned gennem erindringens mørke drømmetunnel. Fuld af mystik og uforklarlige hændelser, men alligevel smuk og åben som en endnu uskrevet dagbog.