Decorate. Decorate.
»There is no New York, there is no time«, synger Asbjørn Auring Grimm undervejs på Decorate. Decorate.’s debut-ep. Det virker nu som om, at det københavnske band er helt bevidst om, at der er en by, som hedder New York. Og at der er et band fra denne by, som hedder Interpol.
Om vi har at gøre med et forsøg på at få lytteren til at glemme dette faktum, skal forblive usagt, men det kan i hvert fald fastslås, at Decorate. Decorate. er mere end almindeligt inspireret af de cool newyorkere. Især Grimms vokal gør det svært at abstrahere fra Interpol-referencen, og numre som ‘Karen’ og ‘Evelyn’ lægger sig skammeligt tæt op af amerikanernes lyd.
Bedst er bandet på ‘Europe Has No Heart’, hvor en nærmest messende vokal lægges hen over den dystre guitar og synth. Det er her, bandet for alvor giver slip og bevæger sig længere ud i et formørket univers, hvor de tydeligvis befinder sig godt. Også minihittet ‘Surname of Copenhagen’ og den fint opbyggede ‘Departure’ er blandt højdepunkterne på ep’en, som langsomt vokser og afslører et vis potentiale.
Et mere gennemført selvstændigt udtryk ville dog have pyntet gevaldigt på indtrykket.