Ronderlin

Gøteborg-bandet Ronderlin må have lyttet godt til deres Pet Shop Boys-samling de sidste par år. Deres andet album har nemlig ikke så få stilmæssige sammenfald med den engelske supergruppes tidlige udgivelser.

Bandet, der tidligere huserede på det succesrige og toneangivende, svenske indielabel Labrador, har siden sidste udgivelse i 2003 indgået samarbejde med det noget mindre Tomt Recordings. I følge selskabets omtale bevæger albummet sig fra både at være eksplosivt til at have nøgne ballader.

Det er nu nok det sidst nævnte, der vil veje tungest på en vægtskål, der skal afgøre det eksplosive kontra det nøgne. For albummet er hele vejen igennem præget af en formfuldendt enkelthed, der både går igen i melodiernes simple og poppede sprog som en rød tråd. Og på samme måde er forsanger Kalle Grams vokal lige så lys og sart som svenske sommernætter ved midsommertid.

Men selvom Ronderlin holder stilen uden at slingre i valsen, og selvom de afgjort har tænkt gode tanker på poppens vegne, så bliver det aldrig en fuldtræffer. Dertil er der for lidt variation eller kald det spænding i materialet. Det kommer meget let til at stå i skyggen af de mestre, de så åbenlyst ser op til.

Ronderlin. 'The Great Investigation'. Album. Tomt/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af