Shout Out Louds

Da Shout Out Louds i 2003 udgav debutalbummet ‘Howl Howl Gaff Gaff’ var det til store roser i hjemlandet Sverige, og pludselig gik det slag i slag for bandet med amerikansk pladekontrakt på det store selskab Capitol og airplay i en populær tv-serie. Der er noget at leve op til på efterfølgeren.

Måske er der et eller andet i vandet ovre på den anden side af Øresund, for Sverige besidder åbenbart en uudtømmelig kilde af popbands med ekstremt velklingende melodier, og det gælder også for Shout Out Louds. De skriver flotte sange om romantik og kærlighedskvaler. Banalt måske, men det lyder ganske simpelt godt i ‘Impossible’, der har hitpotentiale og den smukke ballade ‘Suit Yourself’.

I forhold til første album er der denne gang fyldt flere instrumenter på, hvilket åbningsnummeret ‘Tonight I Have to Leave It’ er et godt eksempel på. Foruden de traditionelle rockinstrumenter er nummeret et festfyrværkeri af koklokker, strygere, piano og alskens raslen, og de mange instrumenter er med til at give sangene god variation. Oven i kommer Adam Olenius’ vokal, der minder ikke så lidt om Robert Smith fra The Cure.

Men trods en forrygende start og solide højdepunkter undervejs mangler albummet lidt, for godt halvvejs er det som om, dampen går af bandet. Sangene er ikke helt så stærke, og der er længere mellem højdepunkterne. Synd, for skitsen til et rigtig godt album er helt klart til stede.

Shout Out Louds. 'Our Ill Wills'. Album. Bud Fox/At:tack/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af