The Nightwatchman

Dette er sikkert et af de album, som ikke ville/burde være blevet udgivet, hvis det ikke havde været fordi, at manden, der gemmer sig bag navnet The Nightwatchman, er ingen ringere end Rage Against The Machine/Audioslave-guitaristen Tom Morello.

Tom Morello har på dette album skiftet den hvinende rockguitar ud med en ganske almindelig, akustisk guitar, og det er denne, der danner den primære baggrund for Morellos middelmådige singer/songwriter-inspirerede numre, der generelt bare har alt for megen lejrbåls-feeling over sig.

Numrene er overvejende meget simpelt opbyggede, og akkordrundgangene og ideerne er alt for ofte velkendte og fortærskede, og når melodistykkerne har de samme mangler, står man tilbage med et album, hvor lyspunkterne er forbavsende få, og hvor lytteren hurtigt overdrages til kedsomhedens svøbe.

Samtidig bliver man hurtigt klar over, at Morello ikke er i besiddelse af en videre velfungerende vokal. Med sin dybe, rungende bas ledes tankerne i bedste tilfælde hen imod en dårlig Johnny Cash-kopi, dog uden nogensinde at opnå den velklang og insisteren som Cash besad.

Den generelle ligegyldighed bliver albummets egentlige akilleshæl, idet man fornemmer, at Morello sagtens kan skrive numre omhandlende social uretfærdighed og anråbe folk om at gøre noget ved alverdens problemer, men der findes bare utallige andre kunstnere, som gør det betydeligt bedre end ham.

The Nightwatchman. 'One Man Revolution'. Album. Sony BMG.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af