Viva Voce

Ægteparret Kevin og Anita Robinson fra Portland-gruppen Viva Voce har med deres seneste udgivelse begået lidt af en besynderlighed. For det er ikke helt til at gennemskue, hvad det er for en sær størrelse. På udgivelsen findes numre fra deres sidste tre album ‘Lovers, Lead the Way’ (2003) ‘The Heat Can Melt Your Brain (2004) og ‘Get Yr Blood Sucked Out’ (2006), og man må derfor formode, at de nu ønsker at gøre status ved at samle op på deres bedste materiale.

‘Viva Voce Loves You’ indeholder dog kun otte numre, og derfor bliver det mere til et par udvalgte smagsprøver fra karrieren end en decideret opsamling. Mest af alt lugter udgivelsen dog af at være tilegnet det europæiske marked, hvor Mr. og Mrs. Robinson ganske velfortjent er begyndt at sætte deres spor.

Udgivelsen afspejler ganske fint, hvor meget de to sammen har formået at udvikle sig musikalsk i deres relativt korte albumkarriere. De elektroniske virkemidler er, som tiden er gået, blevet afløst af mere og mere guitar, der båder river og larmer på herligste vis. Arrangementerne er også med tiden blevet enklere og står langt stærkere end ved karrierens begyndelse.

Ikke overraskende er det dog de to numre ‘From the Devil Himself’ og ‘Faster Than a Dead Horse’ fra deres sidste album, der har det absolut største potentiale i form af en eminent kombination af rå guitar, fængende melodier og Anita Robinsons kølige stemme. De er fantastiske ørehængere og bør i virkeligheden opleves i sammenhæng med resten af albummet. Som opsamlingsalbum står ‘Viva Voce Loves You’ ikke helt distancen, hertil er det for kort, men der er en håndfuld røvfede numre.

Viva Voce. 'Viva Voce Loves You'. Album. Full Time Hobby/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af