Holly Golightly – et pusterum i postyret
Med blomster i håret og i hvid kjole og bare tæer præsenterede Holly Golightly et charmerende og roligt pusterum på Astoria. Med akkompagnement fra kontrabas, trommer og slideguitar kunne hendes fantastiske, halvsnøvlende og spøjse stemme skabe en oase af varme og ro.
Med et lille, nærmest saligt smil på læberne sludrede hun afslappet med publikum mellem numrene om rene sokker, knus og kirkegang, og småsnakken med bandmedlemmerne tydede også på en temmelig improviseret sætliste af solid bluesrock, som dog ikke desto mindre var gennemspillet, indlevet og rutineret.
Holly Golightly har masser af numre at tage af fra det gigantiske bagkatalog, og både det dragende ‘Your Love Is Mine’, det nye ‘Jesus Don’t Love Me’ og det bluesede ‘I Wanna Hug You, Kiss You, Squeeze You’ blev indtagende, svingende og delikat leveret. Den ellers så fantastiske nye scene savnede dog den intimitet, som kunne gøre koncerten virkelig medrivende og intens.