Sing a long-punk og primalskrig
Det var ren symbolik fra Roskilde Festivals side: At åbne festen med et 45 minutters primalskrig fra den danske punkundergrund! Og vi taler undergrund, for københavnske Gorilla Angreb med den Iggy Pop’ske Mai som den stærke hun i front, har været ret så hemmelige de sidste otte år, hvor de har indsvøbt deres halvaggressive frontalangreb i hurtige, humørsyge rytmer.
Gorillaerne er hemmelige i den hjemlige mainstream, men hypede i miljøet omkring det hedengangne Ungdomshus. Og foran scenen på Pavilion Junior! Sange som ‘Jeg går ikke i sort’, ‘Kaffe, aaargh!’ og andre catchy toner fra den årelange diskografi blev afleveret med primalskrig, underlivsbas, punkguitar, jungletrommer og modtaget med headbanging. Det samme gjorde Mais knæstrømper og imaginære boksehandsker, der signalerede klar til kamp gennem alle ti numre.
De fire gorillaer var charmerende og velspillende og levede op til genrens DIY-ånd med spartanske akkorder og lyrik for burhøns. Men desværre blev de grundet selv samme akkordforsnævring fanget i en let-kedsommelig monotoni.
Hold alligevel øje med punkrockerne de næste par dage, hvor de giver et par hemmelige koncerter rundt omkring på festivalpladsen. Det er sidste chance for at opleve den karismatiske førerhun, før den, når sommeren går på hæld, forlader sin gorillaflok.