Ungdomskulen – rockfest i regnen
Egentligt burde det være umuligt, at et så endimensionalt band som Ungdomskulen kunne høste så stor succes. Det norske band gik dog løs med krum hals og uovertruffen energi, da de lukkede Pavilion Junior for i år. Og responsen var ikke til at tage fejl af fra et lystigt dansende og højt hujende publikum, der taknemmeligt tog imod festen i det massive regnvejr.
Den klassiske rock-formation med guitar, bas og trommer blev på intet tidspunkt fraveget, og det virkede af og til en smule ensformigt, at bandet levede så højt på den stramme basgang og de flående guitarriffs, der gik igen nummer efter nummer.
Forsanger og guitarrist Kristian Stockhaus var dog en særdeles levende frontfigur, som han stod dér i badebukser, topmave, briller og lyse gummistøvler og sang sin skingre vokal. Sammen med resten af bandet formåede han med få virkemidler at sætte Roskildes sjap i kog. Og i bedste rock’n’roll-stil blev Pavilion Junior lukket med guitar spillet bag nakken, bassisten stående på stortrommen og et jublende publikum.