Wilco – fucking stort format

For dem som endnu ikke havde givet op over for regn og smat var der også søndag masser af god musik på årets Roskilde Festival. En af de helt store oplevelser stod de alternative country-rockere Wilco for, da de gav en stemningsmættet og intens optræden for et kun halvt fyldt Arena-telt.

De få der havde fundet vej til koncerten var vidne til et band, der øste løs af masser af smukke sange, som gik lige i mellemgulvet. Forsanger Jeff Tweedys støvede vokal er sjældent hørt smukkere og der skal falde et skulderklap til lydmanden for at skabe en fantastisk vellyd. Helt i særklasse var dog guitaristen Nels Cline, der nærmest gik i spastiske kramper, når han lukkede op for sluserne og hældte den ene guitarsolo efter den anden ud over publikum. Og tak for det, for det var en sand fornøjelse.

Det amerikanske band demonstrerede i den grad spillelyst, og Jeff Tweedy havde det skæve smil på gennem det meste af koncerten. Undervejs var der også plads til at joke lidt med publikum, hvilket gav en stemning af stort overskud. At vælge et højdepunkt fra så god en koncert er svært, men det var dog sangene fra mesterværket ‘Yankee Hotel Foxtrot’, der vækkede størst genklang blandt publikum, og især ‘I Am Trying to Break Your Heart’ stod stærkt.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af