Oceansize

Oceansize er et af de mere unikke bands på den britiske scene. Kombinationen af et postrocket univers og fokus på en stærk og melodisk vokalmelodi giver et interessant og lytteværdigt output, der på gruppens tredje udspil fylder hele 67 minutter på kun otte sange.

Det betyder, at pladens korteste nummer varer omkring syv minutter, mens det længste tager mere end ti, og heri ligger både pladens styrke og svaghed. Når gruppen udnytter minutterne optimalt, går alt op i en højere enhed, som på åbneren ‘Commemorative’, der med sine mange lag og insisterende vokal favner bredt, men hele tiden bevarer lytterens opmærksomhed.

Det hårdt og tungt spillede fungerer bedst for bandet i den krystalklare produktion, der både giver og skaber plads til instrumenterne, og ikke mindst giver luft i den oftest eksperimentelle og komplekse sangopbygning.

Derfor fungerer de knap så bombastiske og sanselige sange ikke nær så godt. Her bliver der for langt mellem de virkelig interessante passager, og netop på grund af bandets styrke i det svulstige og tunge kommer det modsatte til at fremstå som en mindre svaghed.

Det er dog stadig et ambitiøst og formfuldendt udspil som Manchester-drengene står bag. Og for fans af bands som Mogwai, The Mars Volta og Godspeed You! Black Emperor, der også holder af en god popsang, er der, akkurat som de to foregående udspil, masser at komme efter i vitalitet, styrke og rå kraft på ‘Frames’.

Oceansize. 'Frames'. Album. SPV/Target.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af