Pharoahe Monch – soul-dirigenten
Med et af årets bedste albums i bagagen og et anerkendt rygte som en af undergrundens bedst bevarede hemmeligheder, trådte Pharoahe Monch fredag nat på scenen til hiphop-festivalen Aarhus Took It, og trådte i karakter som det hovednavn, han var udpeget til.
Det skete først og fremmest i kraft af et brændende engagement, men nok så vigtigt også med den autoritet og troværdighed, som rapperen så fremragende forløste på det indebrændte ‘Desire’, hvor socialrealisme og sjælesorg går hånd i hånd i en art hiphop-gospel.
Fra første hårdkogte beat styrede Pharoahe Monch da også begivenhederne som en anden soul-dirigent. Både de medbragte korsangere, dj’en og publikum blev guidet igennem en god times indlevende og intelligent hiphop, hvor rapperen/sangeren var i fuldstændig kontrol.
Der blev lyttet, hoppet og sunget med om det så var nye numre som ‘Free’, ‘Desire’ og ‘Gun Draws’ eller solide numre som ‘My Life’, ‘Oh No’ og den J Dilla-producerede perle ‘Love’, der blev hentet fra bagkataloget. Og selv da man troede kogepunktet var nået, så kogte seancen over, da klassikeren ‘Simon Says’ fik samtlige hænder på Train i vejret.
Der i luften hang de så sammen med den sjæl og samhørighed, som Pharoahe Monch skabte denne nat med sin ellers krævende musik. Ganske imponerende og en herlig bekræftelse af, at han er en af de vigtigste skikkelser på hiphop-scenen lige nu.