Promoe
Den svenske rapper og rebel Promoe er på gaden med sin fjerde udgivelse, hvorpå han viser sin kommercielle sans og præsenterer verden for en dvd, der indeholder en live-koncert, diverse videoer, samt en dokumentar hvor fokuset er tilblivelsen af hans forrige album, ‘White Man’s Burden’. Yderligere får vi også en ekstra lille gave i form af en bonus-cd med tretten udvalgte b-sider, hvilket den da også bærer præg af, da der ikke er den store sammenhæng mellem numrene. Men i vanlig stil viser han dog flere gange, hvorfor han er kendt som nordens førende ambassadør for engelsksproget hiphop.
På dokumentaren bliver seeren taget frem og tilbage mellem Jamaica og Sverige, hvor man kommer bag linjerne, og ser hvad der ligger til grund for hans numre. Det, som kobler dokumentaren sammen, er rigtig interessant for danske fans, for når filmen skifter scene, så er det med bidder fra en fantastisk koncert på Nørrebro-spillestedet Rust for cirka ti måneder siden.
Det er dog ikke det største filmhåndværk, vi er vidner til, men som musikelsker er det interessant, at se hvordan den går for sig, når han arbejder med forskellige reggaestjerner og hans svenske kollegaer fra Looptroop. Desuden gør ekstramaterialet, der består af flere udmærket og sjældne sete musikvideoer samt hele koncerten, dvd’en til et must for enhver fan af Promoe og Looptroop.