Steve Jansen

Med en fortid i både bands og løsere konstellationer som Japan og Nine Horses med blandt andre sin bror David Sylvian, er Steve Jansen vant til at sætte den musikalske overligger så højt, at den ikke er beregnet for alle og enhver blot at gøre forsøget på at komme over. Og det er ikke noget han ændrer på med sin solodebut, snarere tværtimod.

Her er ingen ambitioner om at gå efter hitpotentiale, endsige et traditionelt melodiarbejde. I stedet afsøges alternative lydstrukturer bygget op af mere eller mindre usammenhængende forløb, sat sammen af samples, percussion og et mylder af gæstevokalister, som blandt andet Joan Wasser (Joan As Police Woman), Anja Garbarek og ovennævnte brormand Sylvian, der hver især sætter deres individuelle præg på numrene. Samtidig boltrer Jansen sig i musikalske genrer som jazz, electronica, krautrock og sågar blueset americana, som i hænderne på ham blot er byggeklodser i sit usædvanligt vellykkede forsøg på at skabe et originalt udtryk. Noget musikalske artsfæller som Recoil (Alan Vilder) tidligere har knækket nakken på. Imponerende nok virker intet her forceret, men som et sandt og samlet musikalsk kunstværk.

Det kræver tid og energi at give sig i kast med Steve Jansens soloalbum, men er man klar til det, bliver man også belønnet med en stor musikalsk oplevelse.