Japancakes
Alene tanken virker nedslående. Endnu et album bliver fortolket af kunstnere uden originalitet. Pakket ind i svulstige og fantasiforladte klæder er det heldigvis oftere i den kommercielle del af musikverdenen, at coveralbums udkommer parat til at blive smidt ind under juletræet og derefter i skraldespanden. Men nu er turen også kommet til den alternative del af musikverdenen. Og heldigvis bryder americana-kvintetten Japancakes med traditionen og udgiver et, måske ikke originalt, men alligevel interessant coveralbum, en genindspilning af My Bloody Valentine’s klassiker ‘Loveless’ fra ende til anden.
Indenfor den alternative rockverden er få albums så betydningsfulde og priste som ‘Loveless’, og det kan derfor være farligt at lægge sig ud med originalen. Men det der nemt kunne opfattes som helligbrøde, er faktisk et fint udspil, for instrumentale Japancakes viser nye takter og drejer ‘Loveless’ i en helt anden retning end originalen.
Twangende steel-guitar og cello overtager vokalen og melodien, og al overstyring og støj er oversat til en doven og drømmende blanding af keyboard, guitar og sagte trommer. Intronummeret ‘Only Shallow’ åbner med vanlig trommeintro, men ændrer sig herfra. Krusende steel guitar overtager melodien, mens klaver og cello flyder med.
Japancakes sætter sit præg på ‘Loveless’ ved at understrege albummets fine melodier, som indimellem bliver glemt, når der fokuseres på originalens produktion og guitarstøj. Og som album fungerer cover-versionen netop fordi, Japancakes ønsker at komplementere originalen i stedet for at konkurrere med den.