Rufus Wainwright
Rufus Wainwrights ego fejler bestemt ikke noget. Derfor havde den krukkede new yorker-bøsse, med hang til storladne kompositioner og ekstravagante klæder, da heller ikke den mindste skam i livet, da han i sommer byttede sit eget navn ud med Judy Garlands i overskriften ‘Judy – World’s Greatest Entertainer’. Overskriften, stammer fra plakaten til starlettens legendariske koncert fra 1961 i Carnegie Hall, New York.
Wainwright satte sig nemlig i sommer for at genskabe den sagnomspundne koncert i selv samme Carnegie Hall, hvor evergreens som ‘Over the Rainbow’, ‘Come Rain or Come Shine’ og ‘Just You, Just Me’ var blevet opført 46 år tidligere. Til lejligheden blev et 36-mand stort orkester sat i stævne, ligesom hans søster Martha Wainwright og mor Kate McGarrigle og Judy Garlands egen datter Lorna Luft også medvirkede ved showet.
Når man vælger at fortolke nogle af de bedst kendte og folkekære klassikere får man en masse foræret, ligesom man skal leve op til en hulens masse. Men lige meget hvor stort et ego Rufus må besidde, så bliver han aldrig Judy. Rufus lykkes dog langt hen af vejen, så langt at cd-udgivelsen med koncertopførelsen formår at skabe storslåede billeder af koncertens udformning på nethinden. Det kan være svært at skulle sluge de mange nasale fraseringer som Wainwright efterhånden har gjort til sit varemærke, når man nu ved, hvor lette og yndefulde sangene også kan lyde. Ser man bort fra dette, vidner denne dobbelte cd-udgivelse om en entertainer med format.