Black Mountain

Black Mountains begejstring for halvfjerdserne gennemsyrer både lyd, tekst og image. Coveret til deres andet album ligner et klassisk prog-rock-cover fra tiden med naturen i fokus, men hvor den normalt ville være blotlagt som et eventyrligt landskab, man kunne drømme sig væk i, har en enorm kubistisk blok gjort et alvorligt indhug. Dermed er det ikke kun halvfjerdsernes æstetiske traditioner Black Mountain genlever, men også dens frygt for en fremtidig verden, hvor den organiske natur er erstattet af strukturerede, ubekvemme omgivelser.

Den politiske omtanke går igen i nogle af teksterne, men ellers er der også okkulte tekster, som passer glimrende til deres tydelige fascination af Black Sabbaths granittunge guitarriffs og Iron Butterflys summende orgeltoner. Også Pink Floyd omkring ‘Meddle’ synes at have roteret i sangskrivningsprocessen med lange stillestående svæv af synths og guitar, hvor kun bassens rytmiske anslag driver værket.

Selv om bandet kender deres rockhistorie til fingerspidserne, formår de ikke helt at spille sig ud på den anden side af den. Sangene er velskrevne, men bandets egen identitet og personlighed låner for meget af inspirationskilderne til for alvor at blive vedkommende. Så albummets lyd og budskaber ekkoer fra en fortid, bandet har valgt at leve i, frem for at forholde sig til den nutid, der omgiver dem. Det sidste ville nok også have givet et mere nuanceret blik på den fremtid, de gør sig forestillinger om.