Mouritz and The Bleeding Hearts
At Mads Mouritz må være en af dansk rocks uslebne diamanter, hersker der ikke den store tvivl om. Med sidste års udgivelse af et fremragende musikalsk-lyrisk projekt med digteren Lone Hørslev, markerede Mouritz sig således som en kunstner, vis musikalske arbejde er præget af kvalitet, skævhed og finesse.
Dette er også tilfældet på MaTBH’s andet album, hvor musikken rammer titlen ‘No More of Less’ ganske godt. Her fokuseres på nogle af rockmusikkens vigtigste grundsubstanser – simplicitet og musikalsk ydmyghed – hvilket udmønter sig i, at man spiller hverken mere eller mindre end nødvendigt. Musikken leveres netop med et blødende hjerte, åbent og sårbart, og det gør albummet til en yderst pågående og fornøjelig oplevelse.
Albummet er spækket med både smukke og hårde rocknumre. Eksempelvis ligner ‘Fullstop Kiss’ en kandidat til en af 2008s bedste, sørgmodige ballader, hvor Mouritz for alvor viser sit talent som en fremragende sangskriver. I dette nummer præsenteres en melodi, som konsekvent befinder sig i periferien af, hvad man forventer, og hvor lytterens tonale fornemmelse udfordres via Mouritz’ evigt drilske vokal, der passer fornemt til det smukke tekstunivers.
Alt i alt leverer MaTBH et yderst veldrejet album, der elegant styrer udenom »den svære toers« faldgruber og tendenser til halvdårligt materiale. Snarere fremstår ‘No More of Less’ som et godt bud på et af årets bedste danske album.