Tobias Fröberg

Tredje album fra svenske Tobias Fröberg veksler mellem indiepoppens lysegrønne humør og singer-songwriterens gråvejrsblå melankoli. Det fungerer glimrende stort set hele pladen igennem, men et sted i det intime, betagende og gråblå univers lurer faren for at tone ud i den farve, som lydtapet har.

Albummet er det tredje fra svenskeren, som siden debuten i 2004 har slået sit navn fast i Europa og efterhånden også USA. Det er produceret af Linus Larson (Ed Harcourt og Peter, Bjorn & John), og blandt de medvirkende er forsangeren fra førnævnte Peter Bjorn & John, Peter Morén, uden at hans medvirken dog skubber væsentligt til den Fröberg’ske balance mellem indiepop, folk og singer-songwriter.

Pladen åbner med en charme og varme som Belle & Sebastian, kører videre i et spor mellem Simon & Garfunkels harmonier og Devendra Banharts lo-fi-folk og lukker med en symfonisk højstemthed som Rufus Wainwright. Folkemusikkens simple og akustiske sangstruktur fylder mest, og selv om de ofte forbindes med amerikanske og britiske traditioner, fungerer de glimrende i den svenske kontekst. Et lavmælt piano, Fröbergs vokal og billedet af ødegårdsferie i 1970’erne holder lytteren fanget i den lille, intime time, albummets 12 sange varer. Og lyden når faktisk aldrig at gå i et med tapetet.