Ellen Allien
Den succesfulde labelboss, producer og dj Ellen Allien behøver næppe den store introduktion. At hendes omdrejningspunkt er den minimale techno er ikke noget nyt, og således går hun velkendte gange på sit nye album. Og så alligevel ikke, hvilket afspejles i samarbejdet med producent og sanger AGF (Antye Greye Fuchs).
Ellen Allien udfordrer lydbilledets struktur, når hun kombinerer sin egen forkærlighed for bassens tyngde med AGF’s særpræg i form af skarpe og næsten krystalliserede støjlyde. AGF, der ynder at kalde sig selv ‘poem producer’, sætter sit vokale aftryk på nummeret ‘Bim’, som i bedste Allien- og AGF-stil er opklippet minimal techno tilsat en blanding af enkeltstående ord og sang, der forener de to kvinders talenter i et kantet og industrielt udtryk.
Albummet er på den ene side Ellen Alliens koncentration omkring en organisk minimalisme, der afspejles i et sanseligt lydbillede, mens hun med hjælp fra AGF bevæger sig ud i abstrakte og støjende landskaber. Denne vekselvirkning lader sig udfolde på ‘Elphine’, hvor lytteren præsenteres for konkrete beats sporadisk afløst af sfærisk støj og klippede lydsekvenser. Samarbejdet mellem de to kvinder gør udspillet til en sammensat størrelse, der ikke umiddelbart lader sig placere ved første gennemlytning.