N*E*R*D
Superproducer-teamet The Neptunes nærmer sig deres 10 års jubilæum, og med et utal af topplaceringer på alverdens hitlister har det været en tid, der stort set kun har budt på opture. Sideløbende med deres karriere som hitmagere fra diverse stjernenavne har de sammen med barndomskammeraten og rapperen Shay haft knap så stor succes med deres eget band N*E*R*D. En mangel på succes der dog ikke har taget modet fra dem, for de har netop sendt deres tredje album ‘Seeing Sounds’ på gaden.
Det er et valg, der vil glæde mange musikelskere, for selvom det ikke er noget banebrydende album, så byder det på flere lyttevenlige numre, som skiller sig ud fra deres eget og andres gængse radiopop. Deres lyd har ikke ændret sig meget, og det er der heller ingen grund til, for de tre venner har fra deres tidligere albums allerede en opskrift klar bestående af rockmusikkens vanedannende guitars riffs, poppens gode melodi, funkens vuggende rytmer og hiphoppens overdrevne selvtillid.
Denne kombination af musikalske udtryk kan ved den første snes gennemlytninger både virke en smule udspillet og forvirrende, ligesom tekstuniverset fremstår banalt. Med tiden vil det dog med garanti snige sig ind under huden på lytteren, for det er nemlig et album, der fungerer på alle steder og tidspunkter, og så kan det godt være, at de ikke har meget på hjertet, men de formår at underholde bedre end de fleste.