Lackthereof
‘Your Anchor’ er navnet på niende album fra det amerikanske enmandsprojekt Lackthereof, men hvis bandnavnet ikke lige ringer en klokke hos dig, er du helt sikkert ikke alene. Ophavsmanden Danny Seim startede projektet tilbage i 1999, men de første seks album, der alle blev optaget i hans soveværelse, blev kun delt ud til de nærmeste venner på brændte cd’er og kassettebånd. Se, det er indie-attitude!
Seim udgør til daglig en tredjedel af det Portland-baserede indierock-band Menomena, og han beskriver selv Lackthereof som et helle, hvor der ukritisk kan eksperimenteres med musikalske ideer. Og eksperimenteret bliver der på albummets ti skæringer, der for størstedelens vedkommende byder på et fragmentarisk og skrabet udtryk centreret om bas, trommer og Seims søvnigt dragende vokal. Det fungerer bedst i den tungt insisterende ‘Locked Upstairs’ og balladen ‘Ask Permission’, der begge virkelig får de enkle virkemidler til at spille sammen og skaber mindeværdige melodier, mens andre numre ikke indeholder samme bid.
Albummet slutter af med et udmærket cover af The National-perlen ‘Fake Empire’, der dog hovedsagligt beviser, at selvom Lackthereof i udtrykket ligner en lo-fi-variant af kollegerne fra Brooklyn-bandet, så mangler der alligevel et stykke i sangskrivningsteknisk snilde for at nå samme niveau. Alligevel er ‘Your Anchor’ så absolut et lyt værd, ikke mindst i kraft af Seims vokale evner.