Butcher The Bar

Jeg har personligt aldrig forstået den nærmest hysteriske hype omkring den afdøde musiker Elliott Smith. Der er ingen tvivl om, at manden kunne skrive sange, så det drev ned af væggene, men jeg har altid syntes, at tempoet, energien, omkvædene, ja nærmest alt omkring dem er dræbende kedeligt. Men ikke desto mindre har rigtig mange singer/songwritere kastet sig ud som Elliott-kloner med mere eller mindre succes til følge de senere år. Engelske Joel Nicholson, som går under navnet Butcher The Bar, er ingen undtagelse.

Albummet, som er det andet fra hans hånd, indeholder 13 små sange, der alle er båret af en næsten hviskende vokal, den akustiske guitar, samt et par andre strengeinstrumenter som omdrejningspunkt. Og hvor er det dog helt igennem uendeligt uinteressant. Ikke ét sted gør det ondt, stikker ud, provokerer eller overrasker. Den gode Nicholson er uden tvivl talentfuld og prætentiøs i sine anstrengelser, men hvor ville det være dejligt, hvis han rev sig selv løs og åbnede horisonterne lidt mere på hvid gab.