Nightmares on Wax

Det kan godt være George Evelyn har rykket teltpælene op og forladt den regnvåde barndomsby Leeds til fordel for en permanent bopæl på det solbeskinnede Ibiza – ganske forståeligt i øvrigt – men musikalsk er der ikke meget nyt under solen. Endnu en gang står den på lounge med en bismag af soul og hiphop i et behageligt, men gabende kedeligt mix.

Som på de foregående albums er der vokal hjælp at hente hos Ricky Ranking, Chyna Brown og Ella May, men det bliver kun til ligegyldigheder, hvis hovedformål er at bryde de monotone produktioner, der er blottet for breaks og variation.

Den dubbede single ‘195lbs’ med messende vokal og vuggende beat fremstår som det mest interessante bidrag til albummet, der ellers kører i tomgang med synths, skingre saxofoner og sløve funkguitarer.

Det skal bestemt ikke forstås således, at ‘Thought So…’ er potentiel kanditat til årets dårligste udgivelse, for albummet er som sådan gedigent udført, og der findes naturligvis grooves, der rykker, og trommer, som holder. Man kan bare forundres over, at der til stadighed bliver spyttet udgivelser ud, hvor vellyd og lidt tilfældigt placeret ‘uh ah uh’ synes at være den fyldestgørende opskrift for kunstnerne.

Nightmares on Wax. 'Thought So...'. Album. Warp/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af