Sigur Rós – mere munterhed

Med det nye album, ‘Með suð í eyrum við spilum endalaust’, åbner de fire islandske særlinge i Sigur Rós op for livsglæden og lader lidt af melankolien blive på den nordatlandiske ø. Det kunne både høres og ses i den halvanden time lange seance lørdag aften i Københavns havn. Med et grundorkester klædt i mørke jakkesæt med cowboy-snit, Amiina stryger-englene klædt i hvide hippiekjoler og et større blæserorkester iført hvide tamburorkester-uniformer var scenen lagt til en visuel smuk aften.

Og som altid lød ud af de kraftigt opskruede højtalere den mest hjerteskærende og sindsoprivende men også, som antydet med det flotte kostumevalg hos det 13-personer orkester, en mere legende og munter musik. For selvom det ellers noget fordrukne publikum straks klappede i og blev hensat i en ekstatisk beruselse med klassikerne ‘Svefn-g-englar’ og ‘Ny batteri’, blev der også spillet mere udadvendt end tidligere fra Sigur Rós. Selvfølgelig uden at bandet mistede sin magiske intensitet.

Især sanger og guitarist Jónsi fremstod som en oplivet mand, når han som en ellers sjælden gestus smilede til sit publikum og bød op til fællessang i de øre-kælende popsange ‘Hóppiolla’ og ‘Mea Blótnasir’ samt inviterede til abefest med ‘Gobbledigook’, hvor hele det store orkester baskede på marchtrommer og klappede hinandens hænder, som var vi til munter børnefødselsdag. Et herligt befriende indslag midt i den vante intensitet.

Selv en vaskægte rockattitude havde fundet plads hos Jónsi, da han i den dommedags-lydende afslutningssang, ‘Untitled #8’, kastede sig rundt på scenen med haler af guitarstøj ud af bagdelen. Med denne altid rystende perle, omkranset af stroboskoplys og kontrolleret kaos som en vidunderlig afskedssalut, leverede Sigur Rós en både kraftfuld og munter koncert, der sammensmeltede det velkendte med en ny udadvendthed.