Johnson & Jonson
De amerikanske undergrundshiphoppere Blu og Mainframe har slået pjalterne sammen under aliasset Johnson & Jonson og smidt deres første fælles projekt på gaden. Et gennemarbejdet album der byder på hiphop uden de store dikkedarer – ingen samples skåret til ukendelighed eller prominente gæsteoptrædener.
Det virker som om, produceren Mainframe har forsøgt at skabe et Motown-præget feel på albummet, og det er han sluppet ganske godt af sted med. Lyden er ofte soul- og-jazz-inspireret, men et par gamle, støvede rocksamples er også blevet benyttet og gør, at pladen ikke bliver monoton.
Mainframe gæster på et par vers, men ellers står Blu for hovedparten af teksterne – og han er bestemt en dygtig rapper. Blus tekster omhandler alt fra en hiphop-ed på ‘The Oath’ til en selvbiografi på ‘Mama Always Told Me’ – og selv når han leverer ‘jeg-er-bedre-end-dig’-vers, så er det en fornøjelse bare at lytte til hans skarpe flow.
Man finder dog også kedelige numre på albummet, hvor det soulede element i produktionerne lige er en smule for rodet eller søvndyssende, så man ikke aner, hvad Blu og Mainframes idé med visse numre har været. Alligevel er albummet en fin indsprøjtning gennemarbejdet laidback og funky hiphop.