Passion Pit
Move over Hot Chip – the new kids are on the block! Men bare rolig: Ikke i form af et midtlivskrise-motiveret comeback fra et vist 80’er-boyband men derimod i skikkelse af amerikanske Passion Pit. For hold da fest, et farverigt måltid af en debut-ep de herrer her har kokkereret.
Ligesom Hot Chip tager Passion Pit afsæt i en legesyg afart af electronica. Men hvor den britiske kvintet ikke er bange for at blive lidt snørklede ind i mellem, taber Passion Pit aldrig umiddelbarheden af syne. Det er med andre ord ekstremt catchy, uden det dog af den grund bliver letkøbt. Tværtimod. Tag bare den ustyrlige humørbombe ‘Sleepyhead’, der bedst kan beskrives som et treminutters regnbuefarvet funtex-trip til La-La-Land med musene fra Askepot på helium-kor. Eller det rundtossede synthesizer-syrebad af en Jackson 5-opdatering på ‘Better Things’. Og når bandet så samtidig kan præstere en forsanger som Michael Angelakos, hvis spændstige stemmebånd leddeløst veksler mellem eftertænksom sødme og ekstatisk, overstyret falset-begejstring, er der altså snublende tæt på at være fuldt hus. Wauw!
Ekstremt godt humør er en af de positive bivirkninger, man må lære at leve med, efter at have været i nærkontakt med denne kulørte kvintet. Indiekids, hipsters og andre dødelige med hang til dansemusik uden tomme kalorier, kan roligt springe på her, for Passion Pit har med ‘Chunk of Change’ så afgjort fortjent en prominent plads på soundtracket til efterårets mest heftige og begejstrede fester.