The Dodos – taktfast stampen

»Animal Collective«, lød svaret fra min sidemand, da hans lyshårede kæreste spurgte, hvem bandet mindede om. Han havde ret. Til dels i hvert fald.

Koncerten startede på dramatisk vis, da en kvinde kollapsede i baren i samme sekund, som de californiske musikanter gik på scenen. Da forsanger Meric Long var blevet forsikret om, at hun var kommet på benene igen, lagde han og duoens andet medlem, Logan Kroeber, stille og roligt ud. Den tunge, sløve ‘It’s That Time Again’ startede langsomt med det til lejligheden tredje medlem, Joe Haener, der smashede et par trommestikker ned i en medbragt og meget medtaget blikskraldespand. Derfra gik de direkte over i den vilde, bluesdrevne ‘Paint the Rust’, der fik publikums ben til at stampe marcherende på stedet. Og så var de i gang.

Stilmæssigt minder musikken om en blanding af Animal Collectives gakkede trommespil og Seasick Steves bluesguitarlyde. Singlen ‘Fools’ var et godt eksempel på det. Som tredje nummer fulgte den med masser af slideguitar og tæsk på trommernes blankpolerede kanter.

Desværre døde koncerten noget efter de fire første numre, og der gik lidt for meget vokalsampling i den. Tydeligt var det, at det lille bagkatalog indeholder nogle sange, der simpelthen ikke gør sig live. Heldigvis formåede The Dodos at genoplive koncerten tre numre senere. Paradoksalt nok med en alt andet end opkvikkende hymne.

Nummeret ‘Walking’ virkede, som det eneste stille nummer, fremragende. Den akustiske guitar blev fundet frem og blev spillet som en banjo, mens både Long og Kroebers venstre ben stampede taktfast. Meric Longs glimrende stemme kom desuden for første og eneste gang til sin fulde ret. En stemme der lød noget ældre, end den glatbarberede mand umiddelbart så ud. Nummeret blev afsluttet med en sprunget streng. Det gjorde dog ikke Meric Long det store, da han fuldførte det følgende nummer med a-strengen rundt om nakken. The Dodos spillede herefter to numre ud i en køre. Forlod scenen. Og kom ikke igen.