Coldplay

For nylig meldte Coldplay-frontmand Chris Martin ud, at bandet måske stopper inden udgangen af 2009, og derfor forsøger de at nå så meget som muligt inden da. Det inkluderer for eksempel ep’en ‘Prospekt’s March’ med materiale fra indspilningerne af det storsælgende album ‘Viva La Vida or Death and All His Friends’.

Numrene på ‘Prospekt’s March’ er da også nært beslægtede med sangene på albummet, så kunne man lide det, er ep’en her et sikkert køb. Og var man helt vild med singlerne ‘Lost’ og ‘Lovers in Japan’, kan man her finde dem i alternative versioner. Førstnævnte byder endda på en lille overraskelse i form af en kort gæsteoptræden fra hiphop-ikonet Jay-Z, men ellers skal man kigge langt efter fornyelse.

I forhold til tidligere udgivelser har Coldplay skruet lidt ned for Chris Martins falset, men det er stadig himmelstræbende og ultrapompøse popsange, som briterne gør sig i. Det er bombastisk og stort anlagt musik, som af og til bliver så højtidelig, at det egner sig bedst til at blive spillet i en kirke. Komplet med blæsere, strygere og følsomt klavermellemspil letter Coldplays popsange mod himlen og daler ned med flødeskum på. Det er luftigt og smager sødt, men lidt mere varieret kost ville være at foretrække.

Coldplay. 'Prospekt's March'. Ep. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af