Glasvegas

Sjældent er et band blevet hypet så enormt, allerede inden verden blev præsenteret for et helt album. Debuten fra skotske Glasvegas viste sig dog at være en stjernespækket affære, der uomtvisteligt vil figurerer på diverse lister over årets udgivelser. Og nu har bandet sandelig fundet tid og energi til at indspille en håndfuld julesange i selveste Transsylvanien, der udkommer i ep-form.

Herligheden åbnes med ordene »christmas time is here again«, men frygt ej! Her er ingen kvalmende, marcipan-befængte Disney-perversioner men derimod en omgang eftertænksom poesi med hjemløshed, isolation og rastløshed som overordnede temaer. Musikalsk har bandet skruet ned for volumen og endnu mere op for det storladne og melankolske univers på bedste Phil Spector-manér. ‘Careful What You Wish For’, som åbner ep’en, understreger bandets eminente evne til at skabe stemninger, der ligeledes gør sig gældende i det smukke titelnummer. Det er dog ‘Fuck You, It’s Over’, der albummets stærkeste nummer, selvom der bestemt ikke er dømt idyllisk familiehygge.

Afslutningsvis har bandet valgt at genindspille den klassiske julesang ‘Silent Night’, der ender ud i en kraftudladning sendt mod himlen, godt hjulpet på vej af et lokalt, rumænsk kirkekor. Det nummer fremstår desværre lettere patetisk og overflødigt. Men som helhed er udgivelsen et positivt bekendtskab, der minder os om, at juletiden ikke er ren og skær marcipanlykke, men også den mørkeste tid på året hvor ensomhed og eftertænksom hed gør sig gældende.

Glasvegas. 'A Snowflake Fell (And It Felt Like a Kiss)'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af