Isobel Campbell & Mark Lanegan
De er et umage par. Den tidligere Belle & Sebastian-sangerinde og den forhenværende Screaming Trees-frontmand. Men ulige børn leger ind imellem bedst, og da Isobel Campbell for to år siden fandt på at gå på listetæer ind i lytterens ene øre, mens Mark Lanegan skabte auditiv solformørkelse i det andet, ramte de to noget helt særligt. Men duoen har siden haft svært ved at finde hinanden som på debuten.
Paradoksalt nok. For mens den glimrende debut ’Ballad of Broken Seas’ blev sat sammen af vokalstykker, som de to havde indspillet hver for sig, har den skotske sylfide og den amerikanske mørkemand stået ansigt til ansigt ved de senere indspilninger. ’Keep Me In Mind Sweetheart’ består, på nær titelnummeret, af numre, der ikke fandt vej til deres andet fuldlængdealbum, ’Sunday at Devil Dirt’. Og som det var tilfældet på albummet, savner man intensitet i samspillet mellem de to.
Ep’en er dog stadigvæk et udmærket udspil. Ikke mindst fordi Lanegans vokal får lov at fylde meget i det countrybluesede lydbillede. Som på ’Asleep on a Sixpence’, der lyder som havde Lanegan skubbet en fordrukken Tom Waits ned fra taburetten ved indspilningerne af ’The Heart of Saturday Night’ og overtaget pladsen ved værtshuspianoet.
Bedst er den swingende ’Fight Fire With Fire’, hvor Lanegan brummer oven på en iørefaldende bund af klaver, trommer og steel-guitar. Her skaber Campbell med sine vokalbidrag den samklang, det generelt kniber med.