Nickel Eye

Nogle år i et succesfuldt rockband og så er det tid til at se, om solo-vingerne kan bære. Nikolai Fraiture har høstet megen succes med The Strokes, og nu forsøger han sig så på egen hånd under navnet Nickel Eye. Og det gør han faktisk ganske fornuftig. I forhold til The Strokes’ minimalistiske og 70’er-inspirerede rock er Nickel Eye en lidt blødere mand, der kommer mere vidt omkring.

Albummet åbner således med ‘Intro (Everytime)’, som er en funky fætter med en gyngende basgang. Skulle man blive angst for, om Nickel Eye er et Red Hot Chili Peppers-plagiat, bliver man heldigvis beroliget af næste nummer, ‘You and Everyone Else’. Her er funkbas skiftet ud med guitar-riffs, som minder om dem, man finder hos The Strokes. Undervejs får Nickel Eye også besøg af Nick Zinner fra Yeah Yeah Yeahs på et attitudefuldt rocknummer og Regina Spector i en klaverballade.

Endnu et stilskifte er der på albummets bedste nummer, den smukke og nedbarberede ‘Fountain Avenue’. Med simple midler som akustisk guitar, harmonika og mundharpe synger Nikolai Fraiture en længselsfuld sømandssang, som går lige i hjertet. Det gør det også, når Fraiture hylder idolet Leonard Cohen på det bjergtagende covernummer ‘Hey, That’s No Way to Say Goodbye’. Det kan være farligt at cykle så meget rundt i genrerne, men Nickel Eye holder godt snor i løjerne på et ganske fint album.