Da The Blaze endelig slap hæmningerne i K.B. Hallen, faldt jeg fuldstændig pladask
The Blaze er et sjældent eksempel på et house-navn, hvor vokalerne besidder lige så meget genkendelsesværdi som de omgivende produktionsteknikker.
Duoen lægger nemlig selv vokalerne, hvormed de også live bliver til en mere kropsligt forankret oplevelse, end de fleste elektroniske navne kan prale af.
Det faktum var et tveægget sværd, da duoen tirsdag optrådte i K.B. Hallen. Det betød et emotionelt nærvær, der var unægteligt, når vokalerne kommanderede opmærksomhed på numre som ‘Eyes’ og ‘Juvenile’.
Særligt under ‘Dreamer’, hvor videoskærmene bag duoen viste en insisterende sanger, der var synkroniseret til duoens vokaler, var følelsesuniverset gennemtrængende.
Men det er også mange komponenter at tage hensyn til. De fleste numre skal sørge for at inkorporere vokalerne i strukturen, og rigtig mange af dem skal matche det videomateriale, der også er en stor del af duoens identitet.
Der er ikke det store musikalske frirum, der ellers kan fylde dj-styrede koncerter med overraskelser og vildskab. På den måde stod de i stor kontrast til opvarmningsnavnet Canblaster, hvis sæt havde legesygen i højsædet.
Under instrumentale passager var de begge animerede. Guillaume Alric lavede flyvebevægelser under ‘Heaven’, som om den glimtende deephouse-lyd rent fysisk løftede ham.
Jonathan Alrics optræden bar præg af, at hver lille skruen på en knap blev udført med hastige armbevægelser – en ihærdighed, der nærmest føltes som en slags dans i sig selv, og som gjorde et nummer som ‘Breath’ mere følelsesmæssigt potent.
Men når de sang, var det langt hen ad vejen den samme performance-taktik hele vejen igennem. De klamrede sig til mikrofonerne – ofte helt symmetrisk og synkront, hvis de begge skulle synge – og hvis det kulminerede i nogle særligt triumferende toner, rakte de hver sin arm i vejret, atter synkront.
Denne ensartede performance-stil overlappede desværre også med, at der ikke er den store variation i sangstil på tværs af diskografien, hvilket også gjaldt i live-udgaverne.
Hvor performance-evnerne godt kunne tåle lidt arbejde, faldt jeg dog pladask for lyden i løbet af aftenen. Mine mest kritiske noter om selve sangene handler oftest om, at jeg synes, nogle sange (eksempelvis ‘Breath’, ‘Places’ og ‘Eyes’) godt kunne have tålt at køre lidt længere. Hvilket altså vidner om, at de havde gang i noget så godt, at jeg gerne så det blive ved.
Når vi fik de bragende trommer på ‘Rise’, den pulserende wubwub på ‘Runaway’ og de skrigende synths under droppet på ‘Dreamer’ – for bare lige at udplukke nogle få af adskillige soniske højdepunkter – var det tydeligt, hvor dygtige The Blaze er til deres håndværk.
‘Juvenile’ var nummeret, hvor de endelig slap hæmningerne. De kørte den rigtig længe ud – så længe, at jeg tog mig selv i et par gange at tro, at en ny sang var startet, hvorefter de genintroducerede de melodiske motiver, som udgør sangens fundament. Teksten går »Let me show you something«, og jeg kan love for, at de viste os, hvad de var i stand til.
Jeg havde gerne set, at de skejede ud på denne måde endnu flere gange på sætlisten. Den sprælskhed dukkede også op på ‘Territory’, hvor en muted koklokke og et nærmest Medina-klingende klub-drop gjorde, at jeg totalt kunne forsvinde i lyden.
Den slags momenter gjorde det let at tilgive de begrænsninger, deres live-setup og deres performance-evner bragte med sig. Men det gjorde det også tydeligt, at de sagtens kan overkomme deres egne mangler. Næste gang må de gerne gøre en indsats for at overkomme dem mere konsekvent.
Kort sagt:
The Blaze besad sjældent den vildskab og legesyge, som de bedste elektroniske koncerter kan have. Men vellyd var der masser af i K.B. Hallen, hvor de soniske højdepunkter stod i kø.