Skambankt
Når alt andet fejler så spil hurtigt og tungt. Det synes at være den idé, som de hårdt rockende nordmænd i Skambankt opererer efter. Hvad der startede som et hobbyprojekt ved siden af Kaizers Orchestra har fået sit eget liv for frontmand Terje Vinsterstøe Røthing, som sammen med de øvrige bandmedlemmer nu udsender det tredje album med Skambankt.
Der er skruet lidt ned for den vrede 70’er-punk, som tidligere var meget fremherskende, men der er stadig godt med energi i Skambankt, selvom der har sneget sig lidt mere alvor ind i teksterne. De primære virkemidler er buldrende trommer og masser af potente guitar-riffs, som man også finder det hos veteraner som AC/DC og Motörhead. I Skambankts tilfælde er sangsproget dog norsk, og det er mildest talt svært at vende sig til, når der i høj grad er hentet musikalsk inspiration hos de udenlandske forbilleder. Det er især udtalt på ‘Det tar tid’, der er en ægte redneck-rocker. I dét musikalske selskab lyder de norske sanggloser en anelse komiske.
Og så bliver det ikke bedre af, at det musikalske udtryk er noget smalt. Skambankts melodier er sine steder fængende, bevares, men når virkemidlet begrænser sig til at fyre tunge riffs af, så bliver det en anelse trættende i længden.