Anna David

I ungdommelig trods slog Anna David i 2005 igennem med landeplagen ‘Fuck Dig’, der i renskuret girl power-stil gav troløse ungersvende en erigeret langemand. Men nu kan man jo ikke rende rundt og være tvær for evigt, så meget fornuftigt har hun siden hen bevæget sig hen imod et mere modent udtryk, der foreløbigt topper på hendes tredje fuldlængde ‘Tættere på’.

Ikke dermed sagt at det hele går op i faste parforhold og samtalekøkkener, for den danske sangerinde lægger på den velslebne førstesingle og næsten-titelnummeret ‘Tæt på’ og den lovligt syntetiske ‘For fræk’ ikke skjul på, at hun uden problemer kan glide fra det intimt følelsesmæssige til det korporlige og kropsligt kompromitterende. Men stadigvæk svinger flertallet af albummets tekster mere lødigt mellem svimlende forelskelse og sørgmodige breakups.

Albummet er Anna Davids første på sit eget selskab ADeluxe, og på produktionssiden har hun også haft en finger med i spillet på samtlige 12 tracks, der uden de store dikkedarer leverer et driftsikkert r’n’b-opkog, som sigter direkte på mod dansegulvet såvel som massiv radio-airplay.

Bedst er hun, når hun skruer ned for de uopfindsomme staveplade-enderim (det er bare ikke godt nok at genbruge ‘dig’, ‘mig’ og ‘vej’ indtil flere gange!) og koncentrerer sig om at levere sin lyrik uden for mange floromvundne følsomheder.

‘Tættere på’ er som sådan et habilt og rendyrket popalbum, der ikke lover mere, end det kan holde. Men hvis Anna David for alvor vil tage kampen op med hjemlige r’n’b-alfahunner som Karen og Szhirley, bliver hun nødt til at udfordre sig selv mere på produktionssiden, der – gennemarbejdet eller ej – er for præget af de sikre valg. Ligesom tekstsiden som antydet kunne have godt af lidt inspiration udefra til at luge ud i de værste floverter.

Anna David. 'Tættere på'. Album. ADeluxe/ Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af