Marilyn Manson

Det er ikke nogen hemmelighed, at Marilyn Manson har tilbragt de seneste 13 år af sin karriere med at forsøge at toppe ‘Antichrist Superstar’, et album så skarptskårent både musikalsk og lyrisk at det bragte ham til tops – ikke bare i musikbranchen men også på det konservative Amerikas fjendeliste. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Manson har gjort alt, hvad han kunne for at hype ‘The High End of Low’ som den plade, der skulle manifestere hans tilbagevenden til tidligere tiders højder. Men er der så noget om sagen?

Det er tydeligt, at Manson gerne vil genopfinde magien fra de gode år og bevise, at han stadig er både kontroversiel, farlig og musikalsk relevant. Han har endda genoptaget partnerskabet med Twiggy Ramirez, der var Mansons vigtigste samarbejdspartner, indtil han blev sparket ud i kulden i 2002. Men når man hører Manson snerre linjer som »When I see you in the sun you’re as pretty as a swastika«, »It’s arma-goddamn-motherfuckin-geddon« og »fuck, eat, kill etc.« over endnu et hærget industrialbeat, er det svært at undslippe indtrykket af en gammel cirkushest, der med trætte ben gentager alle de tricks, der henrykkede og chokerede publikum for ti år siden, alene fordi den ikke har nogen bedre ideer. Det er til tider ganske effektfuldt, men der mangler for ofte den perverterede finesse og skarphed, som har båret Mansons største øjeblikke.

Bedst bliver det, når han kaster den tunge industrial-arv til side, som på den bluesede ‘Four Rusted Horses’, det intense og smukke åbningsnummer ‘Devour’ og ikke mindst ’15’, der lukker albummet med nedbarberet, kuldegysfremkaldende elektronisk intensitet. Her er nerven og farligheden. Og det er måske mest af alt dette nummer, der viser, at Manson stadig har en fremtid – hvis blot han er i stand til at lægge fortiden bag sig.